- OVERSIGT
- REJSEFORSLAG
- ANDRE DESTINATIONER BESTIL TILBUD
Rejs tilbage i historien i Hanois smukke gader
Rejser til Hanoi er fulde af spændende og overraskende oplevelser. Vietnams hovedstad er en af verdens ældste hovedstæder. Derfor er byen fuld af historie, og du kan lære meget om hele landet ved at bruge et par dage i storbyen.
Hanoi er både højhuse og templer, tung trafik og grønne oaser, gourmet og gademad. Byen er moderne på mange måder, men du kan stadigvæk finde bygninger, museer og kultur, der vidner om en fortid med kolonisering og revolution. Vil du opleve den nordlige del af Vietnam, skal du flyve til Hanoi, så det er helt oplagt at bruge nogle dage i byen i forbindelse med en tur til Sapa eller Ha Long Bay.
Rejseforslag til Vietnam
Det skal du opleve i Hanoi
Den gamle bydel
Når du rejser til Hanoi, vil du opleve et virvar af handlende, farvestrålende brugsting, nudelsupper, scootere og cykler, der alle bevæger sig rundt i små gader. Sådan kan Hanois gamle bydel beskrives, men den skal opleves med egne øjne.
Her er bygningerne gamle og smukke levn fra den franske kolonitid, og du kan se, hvordan byen engang var inddelt i gader, der solgte hver sin vare. Du kan for eksempel stadigvæk købe silke i silkegaden og tin i tingade. Den gamle bydel er et must på din rejse til Hanoi.
Mausoleum og museum
Byens mest kendte attraktion er Ho Chi Minh-mausoleet. Det ligger ved den store, grønne plads Be Dinh Square, hvor landsfaderen Ho Chi Minh erklærede landets uafhængighed i 1945. Hele den historie, samt synet af hans balsamerede krop, kan du få på mausoleet.
Vil du have mere historie, når du rejser til Hanoi, har byen mange gode museer, blandt andet Vietnam Museum of Ethnology, der giver et spændende indblik i landets etniske minoriteter.
Yoga-morgener ved Hoan Kiem Lake
Hanoi har mange små, grønne åndehuller, hvor du kan slappe af uden at mærke forureningen som i de tætpakkede gader. Et af dem er søen Hoan Kiem, der også ligger i centrum. Her er en særlig stemning, da du ikke mærker, at du er inde i en hektisk by, så snart du kommer ind i parken omkring søen.
Besøger du parken tidligt om morgenen, kan du se de mange lokale, der kommer for at dyrke yoga og den asiatiske bevægelseskunst tai chi. Det er en sjov oplevelse at få med, når man rejser til Hanoi.
Dukketeater på vand
En anden stor og meget unik attraktion i Hanoi er dukketeatret på Thang Long Water Puppet Theater. Det er en gammel nordvietnamesisk tradition at opføre et dukketeater, der udspiller sig på vand – et must i dit Hanoi-program, hvis du interesserer dig for kultur.
Du kan også få en sjov og anderledes kulturoplevelse ved Litteraturens Tempel. Det er et af verdens ældste universiteter, da dateres til år 1070. I dag ligner det bare et fredfyldt tempel med nogle smukke gårde.
Spis på gaden
Indimellem de mange aktiviteter i Hanoi skal du huske at prøve nogle af de mange delikate retter, der bliver tilberedt og solgt fra hvert et gadehjørne. Bun cha er en klassiker med nudler og svinekød, men der findes utallige, du kan prøve.
Er dine smagsløg nysgerrige – eller bare glade for vietnamesisk i forvejen – kan du komme på guidede street food-ture i byen. Her får du også et indblik i retternes kulturelle betydning og viden om råvarerne og opskrifterne. Det er en sjov oplevelse at få med, hvis du rejser til Hanoi med en interesse for den lokale mad.