- OVERSIGT
- REJSEFORSLAG
- ANDRE DESTINATIONER BESTIL TILBUD
Tag på ferie, hvor kongefamilien gjorde
Rejser til Hua Hin tilbyder den perfekte kombination af afslapning på stranden og aktiviteter for børn og voksne. Hua Hin er den ældste badeby i Thailand, hvor kongefamilien tog på ferie for 100 år siden. I dag gør tusindvis af almindelige mennesker det samme, for en rejse til Hua Hin har noget for alle.
Da jernbanen fra Bangkok til Hua Hin åbnede i 1911, blev byen hurtigt aristokraternes foretrukne feriested, for her fandt de et skønt område med en fin sandstrand og lækkert badevand. Selvom det oprindeligt er en by for overklassen, er der også masser af hoteller og oplevelser til rimelige priser. I dag er det både billigere og hurtigere at komme til Hua Hin end de sydlige øer, så det er en god destination for dig, der vil bruge mindst mulig tid på transport.
Rejseforslag til Thailand
Det kan du opleve i Hua Hin
En golfspillers paradis
Drømmer du om at tage på badeferie et sted, hvor du også kan tage en tur på golfbanen i flotte, grønne omgivelser? Så er en rejse til Hua Hin helt oplagt. Inden for kort afstand fra den thailandske badeby ligger mange store, gode golfbaner.
Uanset hvilket handicap du har, er der baner til dit niveau. Og som en luksuriøs fordel er det gratis at have en caddie med på banen til at bære udstyret, hvilket kan være rart i varmen.
Masser af aktiviteter
Selvom Hua Hin hovedsageligt er en badeby, kan du meget mere end at bade. Nogle rejser til Hua Hin og ligger aldrig på stranden, for der er så meget andet at lave i byen.
For eksempel kan du besøge dyreinternatet WFFT Wildlife Rescue Centre, der tager sig af mere end 500 truede dyr, heriblandt bjørne, tigre og aber. Har du børn eller barnlige sjæle med, kan de lege løs i det gigantiske vandland Black Mountain Water Park. Og om aftenen kan du nyde den livlige stemning på byens restauranter og barer.
Thailandsk charme i Cha-Am
En halv times kørsel fra Hua Hin ligger en lille, hyggelig by med en fredelig strand, som er populær at tage til, hvis man vil væk fra de andre turister. Cha-Am er navnet på Hua Hins nordlige nabo, hvor stemningen er mere afslappet.
Her er der ikke så meget at lave udover at nyde solen, og så kan man gå fra sin plads i det bløde sand op på en af de lokale restauranter på få øjeblikke. Du kan enten bo i Cha-Am eller besøge stranden på en lille dagstur fra Hua Hin.