- OVERSIGT
- REJSEFORSLAG
- ANDRE DESTINATIONER BESTIL TILBUD
Oplev Indonesiens vilde natur
Sumatra er en af Indonesiens største øer fuld af fascinerende natur, dyreliv og lokale kulturer. Asien Eksperten arrangerer rejser til Sumatras nordlige del, hvor du kan opleve alt fra kølige bjergtoppe til fugtig jungle inden for korte afstande.
På en rejse til Sumatra kan du sejle ud til Samosir, som er en ø i kratersøen Lake Toba. Hele området indbyder til sceniske vandre- og cykelture. Du kan også komme tæt på Toba Batak-folket og deres lokale traditioner, bestige vulkaner, se vandfald og trekke i junglen med orangutanger ikke mindst.
Rejseforslag til Indonesien
Det kan du opleve på rejser til Sumatra
Samosir – øen på øen
Centralt på den nordlige del af Sumatra ligger den store Lake Toba, hvor du finder øen Samosir i midten. Dette pudsige naturfænomen med en ø på en ø blev skabt for 75.000 år siden som følge af et af verdens største vulkanudbrud. I dag er det en idyllisk ø fuld af spændende kultur og historie.
Området er hjemsted for Toba Batak-folket, som har sit eget sprog og en helt speciel byggestil. Du kan opleve dem synge og danse den traditionelle dans Tor Tor. På markedet i byen Tomok kan du handle farverige klæder, og du kan smage på kulturen med en mie gomak, som er en rød karryret.
Udover den spændende kultur byder Samosir på flot natur. Øen er bakket og grøn, og det omgivende vand er rent og friskt. Det kan anbefales at leje en cykel og se den på to hjul.
Tongging Merek – scenisk trekking
På den nordlige bred af Lake Toba ligger den lille landsby Tongging Merek, som er et godt udgangspunkt for at opleve den omgivende natur, når du rejser til Sumatra. Det bjergrige landskab med udsigt over søen er smukt at køre gennem eller tage på vandreture i.
I området kan du se imponerende bjerge og vandfald. Sipiso-piso-vandfaldet er 120 meter højt og kommer fra en underjordisk flod, der munder ud i en grotte på en stejl klippevæg. Det ser ud, som om klippen “sprøjter” vandet ud – lidt af et syn.
50 kilometer derfra kan du bestige Sibayak-vulkanen. Den 2.212 meter høje vulkan er et af Indonesiens bedste bjerge at vandre på, da man kan nå til krateret på omkring halvanden time, og udsigten fra toppen er forrygende.
Bukit Lawang – aber i junglen
På rejser til Sumatra venter også et vildt dyreliv. Særligt i den UNESCO-fredede Gunung Leuser National Park, som ligger i Bukit Lawang, kan du få store dyremøder. Mest kendt er junglen for sine orangutanger, som der lever mange af her.
Dem kan du se på et guidet jungletrek i den vilde natur, hvor de lever frit. Du kan også se andre aber som den langhalede makak og den sjove gibbonabe. Desuden lever der elefanter, malajbjørne, vildsvin, pytonslanger, skildpadder, varaner fasaner og hundredvis af eksotiske sommerfugle- og fuglearter. Faktisk lever den truede Sumatra-tiger også i området, men sådan en er yderst sjælden at spotte.
Medan – storby med lækker mad
Medan er hovedbyen på øen, så her kan du opleve en storby, når du rejser til Sumatra. Byen har stor etnisk diversitet, hvilket tydeligt ses i de mange forskellige kulinariske traditioner, der lever i Medan, og som byen er blevet kendt for. Prøv for eksempel den berømte roulade bolu meranti eller passionsfrugten markisa.
Byen Medan er en travl indonesisk storby, som kan virke kaotisk, men som er spændende at se på en dag. Af seværdigheder kan du se Grand Mosque of Medan og det royale palads Maimoon Palace, hvor sultanens familie bor. På det historiske Tjong A Fie Mansion kan du se huset, som den kinesiske rigmand og grundlægger af byen Tjong A Fie boede i.