- OVERSIGT
- REJSEFORSLAG
- ANDRE DESTINATIONER BESTIL TILBUD
Gå på opdagelse i Cambodias kulturskatte
Rejser til Cambodia byder på en enestående blanding af historie, kultur og natur. Her kan smukke og rørende fortidslevn kombineres med luksuriøse mad- og strandoplevelser.
Mellem populære Thailand og Vietnam finder du et land med lige så mange fantastiske oplevelser som i naboerne. Rejser til Cambodia kan blæse dig bagover med det overvældende syn af Angkor Wat, gøre dig klogere på landets historie i hovedstaden Phnom Penh og forkæle dig med sofistikerede restauranter og hvide sandstrande. Læs mere om vores rejser til Cambodia nedenfor.
Rejseforslag til Cambodia
Det kan du opleve på rejser til Cambodia
Siem Reap og Angkor Wat – overdådige templer
Siem Reap er især kendt for at være porten til det utrolige tempelkompleks Angkor Wat. Det er verdens største religiøse monument, stammer fra 1100-tallet og er ikke overraskende på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er et helt unikt syn og en selvfølgelighed på alle rejser til Cambodia.
Men byen Siem Reap har også masser af kultur, der er værd at bruge nogle dage på. Byen har hippe hoteller og restauranter, natteliv og museer. Du kan for eksempel blive klogere på landets historie i museumsbyen Cambodian Cultural Village eller gøre et godt køb på det livlige natmarked Angkor Night Market, hvor der også er madboder og barer.
Phnom Penh – historie og gastronomi
Hovedstaden Phnom Penh byder på store oplevelser for alle historieinteresserede, der rejser til Cambodia. Du kan blandt andet beundre mængderne af guld og sølv på kongens palads Royal Palace og sølvpagoden ved siden af.
Du kan få rørende, historiske oplevelser i The Killing Fields og på museet Tuol Sleng, der var et torturfængsel med navnet S-21. Her får du indblik i fortiden under Khmer Rouge-regimet med Pol Pot i front.
Om aftenen kan du smage på Phnom Penhs lækre retter. Byen har udviklet sig til lidt af et gastronomisk centrum, hvor ambitiøse kokke fra hele verden har åbnet spændende spisesteder, som madentusiaster glædeligt rejser til Cambodia for at besøge.
Koh Rong – eksotisk badeferie
Når du har fået nok af historie og kultur, kan du med fordel kombinere din kulturelle rejse til Cambodia med en tur til paradisøen Koh Rong. Her er 43 kilometer hvide sandstrande, fire hyggelige landsbyer og ingen biler.
På den mest populære strand, Koh Touch, kan du finde livlige restauranter og barer, mens du kan finde dyb ro på de mere mennesketomme Long Beach, Palm Beach og Lonely Beach. Gå fra din bungalow til solsengen på stranden, til en vandretur i regnskoven, til en snorkeltur i revene omkring øen og tilbage til stranden, hvor du kan nyde solnedgangen med tæerne i det lune sand og en kølig drink i hånden.